Generalforsamling
I henhold til vedtægterne indkaldes hermed til generalforsamling i Bordinghus, fredag den 31. oktober 2025 kl. 12.30. For at deltage i generalforsamling, skal du være 60+ og bosat i Tårnby kommune.
Dagsorden:
- Valg af dirigent
- Valg af referent
- Fremlæggelse af Brugerbestyrelsens beretning
- Økonomi for 2025
- Behandling af indkomne forslag
- Valg 6.1 2 x bestyrelsesmedlem for 2 år:
Michael Christensen (genopstiller)
Ivan Givskov (genopstiller)
6. 2 x suppleant for 1 år: - Eventuelt
Forslag der ønskes behandlet på mødet, skal være bestyrelsen i hænde senest den 21. oktober 2025. Forslag skal afleveres skriftligt i Bordinghus (forslagskassen).
Ønsker du at opstille til Brugerbestyrelsen, skal du skrive dig på listen i Bordinghus senest den 21. oktober 2025. Du skal være fyldt 60 år og bosat i Tårnby kommune.
Såfremt du ønsker, at deltage i den efterfølgende frokost, bedes du skrive dig på ophængte tilmeldingsliste i Bordinghus senest den 21.oktober 2025.
Venlig hilsen Brugerbestyrelse
Formandens beretning 2025
Formandens Beretning – 30. oktober 2025
Velkommen til årets generalforsamling 2025.
Det har været et år med både udfordringer og lyspunkter – lidt af det kedelige, men heldigvis også en hel del godt. Lad os begynde med det positive.
Bestyrelsen
I 2024 fik vi både en ny bestyrelse og nye suppleanter. Det har vist sig at være en rigtig god investering. Vi er blevet et stærkt team – og som jeg har fået at vide, er det faktisk den største bestyrelse i Bordinghus’ historie! Det vil jeg gerne takke jer alle for. Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med jer, og jeg synes, vi har fået lavet meget godt i årets løb – til glæde for os alle.
En særlig tak skal lyde til Pia for hendes fantastiske indsats som bindeled til kommunen. Det har hun gjort rigtig godt.
Vandskaden
Desværre blev året også præget af den vandskade, som ramte vores dejlige hus. Det tog nogle måneder at få udbedret skaderne, men resultatet blev heldigvis fornuftigt.
På et tidspunkt føltes det næsten som om, kommunen ønskede at lade huset forfalde, så de kunne erklære det for, for dyrt at istandsætte – men det skete heldigvis ikke! Der var også en del diskussion med forsikringsselskabet, som mente, at køkkenet var i så dårlig stand, at det kunne betragtes som misligholdelse.
Men trods alt endte det godt: efter cirka fire måneder stod vi med et nyt køkken – komplet med nyt køleskab og ny opvaskemaskine (dog ikke et nyt komfur, desværre).
Julefrokosten
Selv midt i vandskadeperioden lykkedes det os at afholde julefrokost i november på Løjtehus’ hyggelige restaurant. Det blev en skøn dag med lækker mad, godt humør, øl, vin og en lille akvavit. Vi var 30 deltagere, og det hele forløb rigtig fint. I år har vi allerede 40 tilmeldte – og der er stadig plads til flere!
Datoen er onsdag den 12. november kl. 12:30 på Løjtehus. Prisen er 175 kr. inkl. kaffe. Drikkevarer betales separat.
Aktiviteter i huset
Da vandskaden strakte sig ind i starten af 2025, var huset i en periode kun delvist brugbart. Vi klarede os med engangsservice, og mod slutningen kunne vi igen bruge porcelæn – dog med håndopvask.
Heldigvis har Tove igen sørget for mange dejlige søndagsmiddage, som er blevet taget rigtig godt imod. En stor tak til Tove – vi håber, det fortsætter i det nye år!
Udflugter
I maj måned tog vi på kanalrundfart med Nettobådene – en times sejltur gennem de hyggelige kanaler omkring Christianshavn, Den Lille Havfrue, Christiania, kongeskibet og flådehavnen.
Guiden – som vi døbte “bananguiden” – var både underholdende og kreativ, og brugte Google Translate, når sprogene blev for mange. Efter turen spiste vi håndmadder på Hviids Vinstue – en rigtig god dag!
I august gik turen til Bank- og Sparekassemuseet, hvor der var mange sjove og interessante ting at se. Jeg kunne desværre ikke deltage selv, men har hørt, at I havde en dejlig dag – og at nogle sluttede af med en forfriskning i Kanalhuset.
Petanquebanen
Vi forsøgte i foråret at få kommunen til at gøre petanquebanen klar. Desværre kom de først i gang ret sent, og uden det rigtige udstyr blev resultatet ikke helt, som vi håbede. Banen har derfor ikke været brugbar i år – men vi håber, den kan komme i gang igen til næste forår. Selv om det måske ikke er alles favoritaktivitet, ville det være dejligt at se banen blive brugt lidt mere.
Arrangementer
Vi planlagde et foredrag om hørelse – et vigtigt emne for os alle – men vi aflyste, da både Solgården og Pilehaven allerede havde haft lignende arrangementer og der var ingen tilmeldinger.
Til gengæld fik vi i september besøg af vores egen musikgruppe, Bordinghus Spillemænd, som spillede for fuldt hus – 32 publikummer! Det var en stor succes og en fornøjelse at spille for så mange glade mennesker. Jeg lover, vi husker at lufte bedre ud næste gang – og jeg skal nok undgå at gentage mit lille “stunt” fra den dag. Jeg har det heldigvis helt fint nu, efter nogle undersøgelser.
Afslutning
Til sidst vil jeg sige tusind tak for året der gik – og for den støtte og opbakning, bestyrelsen har mødt. Tak til alle medlemmer og suppleanter – I er fantastiske at arbejde sammen med.
Tak for i år!